Lægehelikopterprojektet i Århus

En undersøgelse af lægebemandet helikoptertjeneste som del af den præhospitale indsats ved akut svær tilskadekomst eller sygdom.

 

 

 

Projektdeltagere

Lars Knudsen, 1. rsl, Anæstesiafd. Århus Amtssygehus og Lægeambulancelæge.

Troels Martin Hansen, afd.læge, Anæstesiafd. Århus Kommunehospital og Lægeambulancelæge.

Torben Krabbe Laustrup, reservelæge, Anæstesiafd. Viborg Sygehus

Jens Bruun Larsen, Lægeassistent og Supervisor, Falcks Redningskorps.

Bent Dahl, overlæge, Anæstesiafd. Århus Kommunehospital og Lægeambulancelæge

 

 



Indholdsfortegnelse:

Projektets formål 4

Samarbejdspartnere  4

Forsøgsprojektet i praksis  4

Dataopsamling og evaluering  5

Publicering  6

Udbytte og perspektiver  6

Tidsplan for projektet 6

Budget og financiering  7

Referencer  8

BILAG 1  9

BILAG 2  10


Baggrund

I Sundhedsministeriets Rapport fra udvalget om alarmering og akut medicinsk indsats fra 1999 (1) fremgår det at ca. 30% af alle ambulanceudrykninger i Danmark drejer sig om tilstande, hvor der er behov for præhospital behandling, heraf vedrører ca. halvdelen (15% af alle udrykninger) potentielt akut livstruende tilstande, hvor kvalificeret præhospital indsats er værdifuld. Som potentielt livstruende tilstande angives svært tilskadekomne patienter (f.eks. ved trafikulykker), patienter med svære indre blødninger (f.eks. mavesår og store bristede blodkar), akutte hjertesygdomme (f.eks. blodprop), akutte sygdomme i åndedrætsorganerne (f.eks. astma) og bevidstløse patienter (f.eks. forgiftning, krampe, hjerneblødning, lavt blodsukker og meningitis).

Lægelig medvirken findes relevant for potentielt livstruende tilstande med henblik på hurtig og sikker afklaring af den kritiske tilstands karakter, samt hurtig og sikker gennemførelse af den påkrævede behandlingsindsats udfra et tilgrundliggende princip om, at akut syge og tilskadekomne modtager den nødvendige og tilstrækkeligt kvalificerede diagnostik og behandling hurtigst muligt. (afs. 7.1.1 og 2)

Lægeambulance med specialuddannet læge (anæstesilæge med præhospital træning) og Falck-redder uddannet som lægeassistent anbefales i områder, hvor der inden for en radius på op til 25 km er en befolkningstæthed på 200.000 – 300.000 mennesker (afs. 7.1.2). Lægeambulancen kan nå hurtigt frem til den tilskadekomne eller akut syge patient. Lægeambulancelægen er speciallæge i anæstesiologi, har skadestedserfaring og rutine i præhospital arbejde, og er i stand til at påbegynde avanceret behandling umiddelbart. Endvidere kan lægen, direkte fra skadestedet, visitere patienten til det rette behandlingssted, samt give avanceret behandling undervejs til sygehuset.

I tyndere befolkede egne og småøerne kan sådanne specialenheder, af praktiske grunde, ikke tilgodeses og der anbefales i stedet inddragelse af praktiserende læger, og udrykningshold fra lokalsygehusene. Det kan imidlertid være vanskeligt at finde læger som har tilstrækkelig erfaring og som vil påtage sig dette arbejde.

Lægemandet ambulancehelikopter udrustet med medicinsk personale og udstyr svarende til lægeambulancerne kunne være en alternativ mulighed til at sikre den samlede befolkning et ensartet præhospitalt avanceret medicinsk behandlingstilbud. Brug af ambulancehelikopter er overvejet, men ikke afprøvet i Danmark tidligere (afs. 9.1.4).

I vore nabolande har man i flere år anvendt lægebemandede helikoptere og har gode erfaringer med denne præhospitale indsats (2-4).

Infrastruktur og sundhedstjeneste i Norge og Sverige er forskellige fra Danmark, hvorimod der er mange lighedspunkter i Holland. I et nyligt publiceret studie fra Holland, med fokus på effekten af lægebemandet helikoptertjeneste, fandt man at indsatsen kunne redde liv hos svært tilskadekomne patienter (mortalitetsreduktion på 12-17%). Man konkluderede, at udgifterne til lægebemandet helikoptertjeneste i forhold til antallet at reddede liv (opgjort som antal reddede livsår) er på niveau med andre udgifter i sundhedsvæsenet. Undersøgelsen bidrog til, at fire lægebemandende helikopterenheder blev indsat i det præhospitale beredskab i Holland fra oktober 1998 (5).

Det synes derfor det er relevant at undersøge brugen af lægebemandet helikoptertjeneste i Danmark, som supplement til det nuværende præhospitale beredskab.

Vi, en gruppe læger med interesse og erfaring i præhospitals- og traumebehandling, ønsker derfor at gennemføre et kort, praktisk ”pilotforsøg” på en måned med en Lægebemandet helikopter. Vi var med til at etablere Lægeambulancen i Århus, hvor den nuværende forsøgsordning fra 1997 blev forudgået af et kort pilotforsøg, efteråret 1994 (6).

 

 

 

Projektets formål

Formålet med projektet er at kortlægge den praktiske brug af læbemandet ambulancehelikopter til præhospital behandling og vurdere behovet for at integrere læbemandet ambulancehelikopter i det præhospitale behandlingstilbud.

 

 

Samarbejdspartnere

Projektet foregår i samarbejde med ambulancetjenesten Falcks Redningskorps i Jylland og med en helikopterflyoperatør.

Falcks Redningskorps stiller lægeassistent til rådighed, tilkalder helikopteren via vagtcentralerne og informerer de berørte ambulancetjenester og vagtcentraler.

Vi har kontakt til andre europæiske Helicopter Emergency Medical Services (HEMS), Norsk Luftambulanse, og den tyske og engelske lægehelikoptertjeneste. Deres vejledning om udstyr, træning og sikkerhedsforhold vil indgå i projektforberedelse og gennemførsel.

 

 

Forsøgsprojektet i praksis

Periode: Forsøgsperioden er en måned. Der flyves i døgnets lyse timer.

 

Mandskab: Pilot, læge og redder udgør ”vagtholdet” i 14 timers vagter.

 

Sikkerhed: Alt mandskab lægeundersøges og trænes forud for projektet, således at alle deltagere opfylder kravene til flyoperativ virksomhed. Tilladelser til flyvning og landing indhentes hos relevante myndigheder før projektets iværksættes. Flyvningerne foregår under hensyntagen til den størst mulige sikkerhed for alle, dvs. mandskab og omkringværende personer, under start, flyvning og landing.

 

Lokalisation: Helikopter planlægges i forsøgsperioden at udgå fra helikopterlandingspladsen ved Skejby Sygehus. Pilot, læge og redder opholder sig sammen i nærheden heraf i skurvogn eller campingvogn.

 

Geografisk dækningsområde: Helikopteren kan rekvireres til aktioner i Århus, Vejle, Viborg, Ringkøbing, dele af Nordjylland og Ribe amter med forventet flyvetid fra Århus på 30-40 minutter.

 

Tidsmæssig dækning: Helikopteren vil i forsøgsperioden kun flyve i de lyse timer – pga. flytekniske forhold, samt at vi i forsøgsperioden vil begrænse flyvningen til de timer, hvor der forventet størst behov. Lægerne arbejder gratis og skal kunne passe deres arbejde dagen efter på hospitalerne.

 

Tilkald af helikopter: Alarmeringskriterier for Helikopteren vil primært være svær tilskadekomst, og muligvis til de sværeste tilfælde af akut livstruende sygdom – se bilag 1.

Falcks Vagtcentral kalder lægehelikopteren ud - som et supplement til de øvrige ambulancer og udrykningsordninger.

De endelige kriterier udarbejdes i samarbejde med vagtcentralerne og de involverede sygehuse.

 

 

Transport af patient fra ulykkested til modtagende sygehus: Patienter visiteres som hovedregel uændret til lokalt sygehus. Lægen følger med den sværest kvæstede patient i ambulance. Kun patienter, som er så svært kvæstede (for eksempel pga. svær hjerneskade) at de forventes under alle omstændigheder at skulle overflyttes indenfor de første timer fra lokalt sygehus til specialafdeling, transporteres direkte dertil. Lægen aftaler indlæggelsen med modtagende sygehus.

 

Transport af patient fra modtagende sygehus til specialafdeling: Hvis patienten allerede er bragt med ambulance til nærmeste sygehus og har behov for videre transport til specialafdeling, kan lægen fra lægehelikopteren ledsage patienten, hvis påkrævet.

 

Lægelig bemanding: Vagterne dækkes af speciallæger i anæstesi og intensiv terapi med erfaring i præhospitalsbehandling. De fleste deltagere i projektet har 3 års erfaring fra Lægeambulancen i Århus. Der kan evt. deltage speciallæger fra de involverede amter. Falck redderen er uddannet som lægeassistent.

 

Information og samarbejde med sygehuse og ambulancetjenester udenfor Århus: Ambulancerne og vagtcentralerne informeres via Falck, og der vil blive afholdt møder i de berørte amter med deltagelse af projektgruppens medlemmer.

Præhospitalsbehandlingen varetages primært af anæstesiologiske afdelinger. Derfor orienteres anæstesiafdelinger på sygehusene i de berørte områder. Lokale faglige personer orienterer de præhospitale udvalg.

 

 

Dataopsamling og evaluering

Der udarbejdes helikopterjournal og oprettes database med henblik på at belyse og evaluere forhold vedrørende:

 

Helikopteren som transportmiddel:

      -     antal helikopteraktioner

      -     geografisk og tidsmæssig dækning

      -     lys- og vejrforhold

      -     landingsmuligheder, afstand til ulykkessted

      -     ambulance eller helikoptertransport fra ulykkesstedet til hospitalet

      -     tid: Fra alarm - til lægehelikopter er på stedet - til patienten er på hospitalet

 

Patienterne:

      -     diagnoser

      -     patientens tilstand på skadested og under transport

      -     behandling på skadested og under transport

 

Den samlede præhospitale indsats - dvs. logistikken:

      -     kommunikation undervejs og på stedet

      -     samarbejde mellem lægehelikopter og ambulancer - og evt. udrykningsordning

      -     samarbejde mellem lægehelikopter og de modtagende sygehuse

      -     præhospitalt samarbejde mellem amter

 

Publicering

De lægelige data publiceres i form af poster eller foredrag på international kongres samt som artikel i Ugeskrift for Læger.

Herudover udarbejdes samlet rapport sammen med samarbejdspartnerne, til eget brug, amter, myndigheder, hospitaler og presse mv.

 

 

Udbytte og perspektiver

Projektet er primært en undersøgelse af, om en lægehelikoptertjeneste kan integreres fornuftigt i praksis i præhospitalsbehandlingen. Hvis forsøgsperioden sandsynliggør en gevinst i form af hurtigere og bedre præhospitalsbehandling, vil dette pilotprojekt give nyttig baggrundsviden til længerevarende forsøg eller ordninger med lægehelikopter.

Projektet forventes at kunne give konkret viden og dansk datamateriale til brug i planlægningen af det fremtidige præhospitale arbejde.

Hermed vil det kunne bidrage til udmøntningen af anbefalingerne fra Sundhedsministeriet om større grad af lægelig indsats i det præhospitale arbejde.

 

 

Tidsplan for projektet

Forberedelser som er udført:

-Studiebesøg hos Norsk Luftambulanse, Oslo, Norge.

-Studiebesøg hos 3 lægehelikopterer i Nordtyskland.

(Hamburg, Rendsburg, Eutin og Hartenholm)

-Studiebesøg Hærens Flyvestation Vandel

-Studiebesøg hos Helicopter Emergency Medical Service (HEMS), London.

-Oprettelse af hjemmeside for projektet (www.hems.dk)

 

Planlagte forberedelser:

 

Efterår 2001

-Orientere præhospitale overlæge i Århus Amt

-Orientere Sundhedsstyrelsen med henblik på etablering af faglig følgegruppe til projektet.

-Endelig aftale med helikopter-flyoperatør.

-Aftale bemanding

-Lægeundersøgelse og flyvemedicinsk uddannelse for alt personel.

-Monitorering, medicin, utensilier, kommunikationsudstyr og mundering skaffes.

-Forsikringer

-Boligforhold sikres (skurvogn eller lign.)

-Pressekontakt etableres

 

Forår 2002

Møde med repræsentanter fra sygehusene

Visitationsregler og disponeringsprocedure aftales og afprøves med politi og vagtcentraler

Tilkaldeprocedure afprøves (telefon, radio)

Journal, registrering, database etableres

Pressekontakt

Alt udstyr og alle procedurer checkes

Maj/Juni 2002

Forsøget er i luften

 

August/September

Forsøget publiceres.

 

* Såfremt der ikke primo maj 2002 er tilstrækkelig finansiering vil projektet blive udført på andet tidspunkt.

 

 

Budget og financiering

 

Budget

Helikopter og pilot (ifølge særtilbud fra Air Alpha - bilag 2)                               650.000 kr.

Læge i 30 vagter à12-14 timer                                                                          200.000 kr.

Redder i 30 vagter à 12-14 timer                                                                        55.000 kr.

Overvågnings- og behandlingsudstyr                                                                 110.000 kr.

Ilt, remedier, væsker, medikamenter                                                                   50.000 kr.

Ulykkesforsikring for læger, redder og pilot                                                         15.000 kr.

Forplejning for 3-4 personer, 30 dage                                                                 10.000 kr.

Leje af skurvogn/toiletvogn                                                                                 15.000 kr.

Planlægning, koordination, rapportering                                                             100.000 kr.

I alt                                                                                                               1.205.000 kr.

 

Projektet  financieres via fondsmidler, donationer, projektgruppens læger arbejder vederlagsfrit i forsøgsperioden. Falcks Redningskorps stiller lægeassistent  til rådighed. Helikopteren skal udrustes som en mobil intensiv afdeling med respirator, infusionspumper, monitorer mv.

 

Aktuelle financieringsmuligheder

Læge i 30 vagter à12-14 timer                                                                          200.000 kr.

Redder i 30 vagter à 12-14 timer                                                                        55.000 kr.

Overvågnings- og behandlingsudstyr (lånes, bl.a. fra Kivex)                              110.000 kr.

I alt                                                                                                                  365.000 kr.

 

Resterende financiering                                                                                     840.000 kr.

 

 

 

 


Referencer

1.   Rapport fra udvalget om alarmering og akut medicinsk indsats. Sundhedsministeriet september 1999. ISBN 87-90227-20-4. (http://www.sum.dk/publika/alarmering/alarmering.pdf)

 

2.   Schmidt U, Frame SB, Nerlich ML, Rowe DW, Enderson BL, Maull KI, Tscherne H. On-scene                 helicopter transport of patients with multiple injuries. Comparison of a German and an American System. J Trauma 1992 Oct; 33 (4): 548-53.

 

3.   J. Piilgram-Larsen. Trauma care organization in Norway and G. Regel, H. Tcherne. Trauma care                 organization in Germany. In Trauma care – an update. Bo Risberg. 1996 ISBN 91-85794-32-5.

 

4.   Johansen K. 10 år med Statens luftambulanse. Rapport 5/99. SINTEF Unimed Helsetjenesteforskning.            

 

5.   Oppe S, De Charro FT. The effect of medical care by a helicopter trauma team on the probability of survival and the quality of life of hospitalised victims. Accid Anal Prev. 2001 Jan; 33(1):129-38.

 

6.   Troels Martin Hansen, Palle Juelsgaard, Erika Frischknecht Christensen. Forsøg med indsættelse af lægeambulance i Århus. Ugeskrift for Læger 1996; 158: 5438-42.

 

 


BILAG 1

 

UDKAST TIL VISITATIONSKRITERIER FOR LÆGEBEMANDET AMBULANCEHELIKOPTER.

 

I forsøgsperioden visiteres lægehelikopteren af Falcks vagtcentraler (Århus, Skive, Struer, Brønderslev og Vejle), der ligeledes står for disponering af helikopteren.

 

Helikopteren skal primært bruges til ulykkestilfælde. Kan tilkaldes til alvorlige sygdomstilfælde, i så fald altid først henvendelse til lægen på helikopteren.

 

 

Visitation og disponering skal ske på alarmmeldingsordlyd: Ulykkestilfælde

 

 

Færdselsuheld med personskade

 

Fastklemte

Flere tilskadekomne

Højenergiulykke

Lastbil/bus involveret

Motorcykel involveret

Tog involveret

Fly involveret

 

Arbejdsulykke

 

Fastklemte

Flere tilskadekomne

Alvorlig tilskadekomst                        

 

Drukneulykke      

 

 

 

Nedstyrtningsulykker

 

Fald fra større højder (>5 m)

 

Skud og stiksår   

 

 

 

Brand

 

Ved flere indebrændte

 

Andet                                     

 

Ved børn involveret

Efter skøn

 

Bemærkninger

 

Helikopteren kan også rekvireres direkte fra en ambulance, der har brug for lægeassistance.

 

Hvis helikopteren er aktiveret, og det efterfølgende viser sig ved primær ambulancens ankomst til skadestedet, at der ikke er brug for lægeassistance, kan helikopteren afmeldes via vagtcentralen.

 

I tilfælde med alvorlig tilskadekomst, hvor ambulancen hurtigt er fremme på skadestedet, og helikopteren vil have længere responstid, skal ambulancen ikke afvente helikopterens ankomst, men køre patienten til nærmeste sygehus.

 

I tilfælde med alvorlig tilskadekomst, hvor patienten er transporteret til nærmeste sygehus, kan helikopteren tilbyde assistance til sygehuspersonalet, hvis det ønskes - især med henblik på hurtig transport videre til specialafdeling.

 

Det vil altid være muligt at rådføre sig med lægen på helikopteren

 

Skønnet ankomsttidspunkt for helikopteren kan fås via vagtcentralen.


BILAG 2

 

 

Helikopter flyoperatør:

 

 

Som flyoperatør kan benyttes enten privat eller statslig flytjeneste. Aktuelt haves tilbud fra:

 

 

Air Alpha A/S

Odense Airport

Odense

(http://www.airalpha.dk)

 

Samlet tilbud for leje af Helikopter + pilot, 30 dage a 14 timer                            650.000 kr

                                                                                                                        ========